Lugtende karklude i køkkenvasken og fordærvet mad i køleskabet er ikke kun lidt ulækkert, det kan i værste tilfælde også være sygdomsfremkaldende. Vi hjælper dig med at holde styr på køkkenhygiejnen, så det både er sundere og sjovere at bruge køkkenet.
1. Vask hænder - og gør det ofte
Det er måske den bedste vane af dem alle: Vask altid hænder, før du begynder på madlavningen. Gør det også undervejs, hvis du håndterer uvaskede grøntsager og rå fødevarer som kød og fisk.
2. Skift karkluden hver dag
Karkluden er køkkenets største bakteriebombe, og den skal skiftes hver dag. Smid den til vask, når du er færdig med at bruge den og vask den ved mindst 60 °C.
3. Opbevar karkluden rigtigt
Bred karkluden ud, når du ikke bruger den, eller lad den hænge over vandhanen. Den må ikke ligge som en våd, sammenkrøllet klump - det skaber nemlig et miljø, som bakterierne er vilde med og trives ekstra godt i.
4. Viskestykket kan blive hængende et par dage
Bruger du kun dit viskestykke til at tørre rent service af med, kan det godt få lov at blive i køkkenet et par dage. Ligesom karkluden skal viskestykket have mindst 60 °C i vaskemaskinen.
5. Husk hygiejnen i køleskabet
Sørg for at holde køleskabet rent – prøv f.eks. at komme ind i en rutine, hvor du en gang om ugen smider gamle madvarer ud og gør hylderne rene med vand og sæbe.
6. Opbevar madvarerne rigtigt i køleskabet
Samtididg er det vigtigt, at du opbevarer dine madvarer rigtigt i køleskabet. Det er f.eks. en klassisk fejl at opbevare mælken i døren - her er der nemlig de største temperaturudsving, når døren åbnes. Kød og fisk skal opbevares nederst i køleskabet, så det ikke drypper på de andre madvarer.
7. … og husk at holde køleskabsdøren lukket
Jo længere tid døren står åben, jo mere stiger temperaturen i køleskabet – og er der noget, madens holdbarhed ikke er glad for, er det svingende temperaturer. Lad derfor ikke køleskabet stå åbent, selv om det kun er kort tid. Luk det hellere hver gang, så temperaturen ikke overstiger 5 °C.
8. Brug flere skærebrætter
Skær aldrig salat eller tilberedte råvarer på et spækbræt, hvor der lige har ligget råt kød. Brug i stedet et særskilt spækbræt til de rå fødevarer og sørg for at gøre det grundigt rent bagefter. Det samme gælder naturligvis for knivene.
9. Varm maden godt op
Når du tilbereder mindre stykker kød og hakkekød, skal de varmes igennem på 70-75 °C i nogle minutter. Større kødstykker behøver kun at blive varmet op til 60 °C i centrum af kødstykket, fordi bakterierne som regel befinder sig på og i nærheden af overfladen.
10. … og køl den hurtigt ned igen
Resterne fra aftensmaden skal køles hurtig ned. Faktisk skal al maden helst nå en temperatur på under 10 °C i løbet af de første 3-4 timer, så derfor kan det være en god ide at køle store portioner (f.eks.gryderetter) ned i flere mindre portioner i stedet for. Nedkølingen af store portioner tager næsten altid længere tid, end man tror.
11. Skyl altid frugt og grønt
Masser af mikroorganismer trives fint på overfladen af frugt og grønt – skyl derfor altid, før du sætter tænderne i et saftigt æble eller en sund gulerodssnack.
12. Opbevar maden på den bedste måde
Som tommelfingerregel kan du roligt opbevare maden på samme måde som i butikken, når emballagen ikke er brudt. Står varerne ikke på køl i butikken, behøver de heller ikke at gøre det derhjemme. Når du først har åbnet emballagen, skal de fleste madvarer dog opbevares i køleskabet.
13. Hold køkkenet rent og pænt
Når du holder køkkenet rent, forbedrer du både hygiejnen og gør det rarere at være i køkkenet. Tør overfladerne af jævnligt, ryd op i køleskabet, sæt opvasken i opvaskemaskinen og hold styr på viskestykker og karklude. Gode rutiner betaler sig.
Kilder: Samvirke, Rådet for bedre hygiejne og Landbrug & Fødevarer