Ingen sommer uden de søde og saftige vandmeloner. Vandmelonerne læsker og køler i sommervarmen, men hvorfor ikke prøve at eksperimentere med den i stedet for at servere dem på traditionel vis? Her er 5 nemme, velsmagende og lidt anderledes forslag.
Agua Frescas
Embedded content: https://www.youtube.com/embed/puImINAZ8wE
Agua frescas (spansk for ”friskt vand”) er en let, ikke-alkoholisk drik, der er populær i store dele af Mexico. Denne udgave består primært af vandmelon, men der findes mange forskellige versioner.
Det skal du bruge:
- 300 g vandmelon
- ½ dl limesaft
- 1 dl sirup
- 1 dl vand
Sådan gør du:
Blend alle ingredienserne og hæld blandingen gennem en fin si, inden du hælder det på en kande. Lad det køle ned i køleskabet og server med isterninger.
Granita
En granita er en semi-frossen dessert, der stammer fra Sicilien, og som kan købes i store dele af Italien. Du kan lave granita med alle slags frugt, ikke kun vandmelon.
Det skal du bruge:
- 150 g vandmelon
- 7,5 cl vand
- 2 spsk limesaft
- 2 spsk honning
Sådan gør du:
Blend alle ingredienserne, kom blandingen i en skål og sæt skålen i fryseren. Skrab blandingen med en gaffel ca. hver 2. time, så den får en fin tekstur. Server som en lækker eftermiddagssnack eller som en let dessert.
Salsa
Salsa er egentlig det italienske og spanske ord for sauce, men bruges på dansk typisk til at beskrive mexicansk-inspirerede dyppelser.
Det skal du bruge:
- 100 g vandmelon skåret i tern
- 50 g tomater skåret i tern
- 30 g orange peber skåret i tern
- 25 g finthakkede rødløg
- 1 jalapeño
- 1 spsk koriander
- 2 spsk limesaft
Sådan gør du:
Bland alle ingredienserne sammen i en skål og server sammen med tortillachips.
Gazpacho
Gazpacho er en suppe af rå grøntsager, der bliver serveret kølig. Den stammer fra Andalusien i Spanien og serveres mange steder i både Spanien og Portugal.
Det skal du bruge:
- 100 g vandmelon skåret i tern
- 50 g finthakket tomat
- 30 g finthakket orange peber
- 25 g finthakket rødløg
- 1 jalapeño
- 30 g agurk
- 2 spsk limesaft
- Salt og peber
- Olivenolie
Sådan gør du:
Blend alle ingredienserne bortset fra salt, peber og olie. Smag til med salt og peber og stil blandingen i køleskabet. Du kan også vælge at servere ved rumtemperatur. Dryp en smule olivenolie oven på inden serveringen.
Grillet vandmelon
Det skal du bruge:
- En kvart vandmelon skåret i tykke skiver
- 50 g smuldret feta
- Smag til med balsamico og mynte
Sådan gør du:
Grill vandmelonen på begge sider, indtil den får tydelige grillmærker. Hæld en smule balsamico over melonskiverne og drys feta og mynte ud over.
Kilde: tastemade.com