Logo
70 70 29 29 åben i dag kl. 8-22
  • Mandag8-22
  • Tirsdag8-22
  • Onsdag8-22
  • Torsdag8-22
  • Fredag8-22
  • Lørdag8-22
  • Søndag8-22
Luk vindue
Kontakt os
på mail her

Favoritter

Luk
Favoritter
Favoritter
Kurv
Kurv
Shop
Tips & tricks

5 tips til at vaske uld på den rigtige måde

Uld er et sart materiale, som skal have den helt rigtige behandling. Her guider vi dig til at give din uldsweater den længst mulige levetid.

I de kolde måneder kan det være lidt af en drøm at trække en lækker uldsweater over hovedet - til gengæld kan det hurtigt udvikle sig til et mareridt, hvis du vasker den forkert.

Det kan virke uoverskueligt at vaske tøjet i uld, fordi der er mange myter om, hvad du må og ikke må. Her giver vi én gang for alle et overblik over, hvordan du giver din uldsweater den allerbedste behandling. 

1. Vælg det rigtige vaskeprogram

Det lette svar på spørgsmålet om at vælge det rigtige program ligger lige for: Se på vaskeanvisningen. Det er bare ikke så let, når du står med den hjemmestrikkede sweater, som din mormor gav dig i julegave for 10 år siden (og som du selvfølgelig elsker mere end noget andet).

LÆS OGSÅ: Hvad betyder vaskesymbolerne på tøjmærket?

Derfor er det mere fyldestgørende svar: Uld skal altid vaskes på et håndvask-/uldprogram, og det kan i øvrigt godt tåle let centrifugering. Det vigtigste er, at programmet er det rigtige.

uld vaskeanvisning

2. Vælg det rigtige vaskemiddel

Lige så vigtigt som at vælge det rigtige program er det at vælge det rigtige vaskemiddel. I ethvert supermarked kan du få vaskemiddel, som er beregnet til uld.

I almindeligt vaskemiddel findes der enzymer, som ikke er i uldvaskemiddel. Bruger du almindeligt vaskemiddel, vil enzymerne derfor "gnave" i fibrene i ulden og langsomt ødelægge dem - du vil ikke kunne se forskel efter en enkelt vask, men med tiden bliver ulden ødelagt. Husk desuden altid at følge doseringsanvisningerne på pakken med vaskemiddel.

3. Vær forsigtig med håndvask

Når vi snakker om sarte tekstiler, virker det oplagt at vaske dem i hånden - men det er langt fra altid en god ide. Når du vasker dit tøj i hånden, er der flere faldgruber: Du kommer let til at vaske tøjet for varmt, du kan komme til at vride tøjet ud af facon, og du kommer let til at vride fibrene fra hinanden. 

LÆS OGSÅ: Vasker du også forkert? 7 tips til at passe bedre på tøjet

Derfor er det altid bedre at vaske tøjet i maskinen – står der håndvask på vaskeanvisningen, er det 100 % sikkert at bruge håndvask-/uldprogrammet i stedet for.

4. Vask så sjældent som muligt

Det bedste tip er måske i virkeligheden dette: Vask din uld så sjældent som overhovedet muligt! Er din uldtrøje kommet til at lugte dårligt, kan du i stedet for at vaske den hænge den på en bøjle på badeværelset, mens du er i bad. Dampen er utroligt effektiv, når det gælder lugtfjerning i uld.

Du kan også hænge din trøje udenfor for at fjerne lugt – i frostvejr er det ekstra effektivt. Du skal blot huske, at du ikke må hænge den op med klemmer (se billedet), de laver nemlig mærker.

LÆS OGSÅ: Tør tøjet ude og spar penge - også efterår og vinter

vanter på tørresnor

5. Husk også at tørre rigtigt

Uld skal tørres anderledes end tekstiler, der er lidt lettere at arbejde med. Det optimale er at tørre uldsweateren på et tørt håndklæde, hvor den lægges i den rigtige facon. Som før nævnt laver tøjklemmer mærker i uldtrøjer, og ved at hænge tøjet op kan du også risikere, at det mister faconen og bliver trukket længere. Derfor anbefales liggetørring - og undgå for alt i verden tørretumbleren!

LÆS OGSÅ: Hvilke tekstiler kan jeg tørre i tørretumbleren?

Nu skulle du være klar til at gå vinteren i møde bevæbnet med vamsede uldsweatere, der får den bedst mulige behandling.  Det giver dejligt bløde sweatre til dig og en lang levetid til din sweater. God fornøjelse!

Flere tips til vaskerummet

Hjælp & svar

Christian fra WhiteAway

Christian har altid et godt råd til, hvordan du får mest ud af dine husholdningsapparater. Han hjælper dig med at løse små hverdagsproblemer på smarte måder, og derudover er han musikelsker og vild med kreative projekter af enhver slags.

Favoritter

Luk