Har du prøvet at bage glutenfrit, ved du, at det kan være en besværlig affære. Dejen skal røres længe i røremaskine, den er klistret, den falder sammen ... Derfor har vi fundet denne opskrift frem, som giver dig det lækreste glutenfri brød, der hverken skal hæve eller røres i en røremaskine. Velbekomme!
Det skal du bruge
- 400 g glutenfri mel
- 100 g glutenfri havregryn
- 1 tsk salt
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk natron
- 4 dl kærnemælk
Lidt om glutenfrit mel
Brødet fungerer med mange forskellige slags glutenfrit mel, men jeg har valgt at bruge 200 g af den glutenfri mel fra Finax i orange karton og 200 g \"Mix B\" fra Schär. I nogle glutenfri meltyper er der brugt hvedestivelse, men begge disse blandinger er naturligt glutenfri og derfor også fri for hvedestivelse.
Glutenfri melblandinger med hvedestivelse må kaldes glutenfri, fordi den lille smule gluten i stivelsen ligger under grænseværdien - men er du meget følsom over for gluten eller måske allergisk over for hvede, skal du vælge de naturligt glutenfri blandinger.
Er der gluten i havregryn?
Havre er som udgangspunkt glutenfrit, men der er mange steder i fremstillingsprocessen, hvor havregrynene kan blive "smittet" med gluten fra andre kornsorter - på marken, under høsten eller selve produktionen - og derfor kan almindelige havregryn ikke betegnes som glutenfri.
Gå efter de særlige glutenfri varianter, som efterhånden kan fås i de fleste supermarkeder og discountforretninger.
Sådan gør du
Tænd ovnen på 200 °C og lad gerne pladen blive i, så den også bliver varmet igennem.
Hæld alle de tørre ingredienser i en stor skål og vent med at hælde kærnemælken i. Bland de tørre ingredienser sammen og lav en lille fordybning i midten, hvor du hælder kærnemælken i.
Vend kærnemælken og de øvrige ingredienser sammen med en grydeske, til massen er ensartet. Den skal stadig være lidt grov at se på. Rør ikke i mere end et par minutter, så dejen bevarer sin luftighed.
Læg et stykke bagepapir på bagepladen og drys lidt mel på.
Form dejen til et højt, rundt brød – det skal være ca. 10 cm i højden. Rids et kryds midt i brødet med en skarp kniv og drys evt. lidt ekstra mel ovenpå – det gør brødet dejligt rustikt at se på, når det er færdigt.
Bag brødet i 45 minutter, til det får en fin, gylden farve. Bank let i bunden af brødet - lyder det hult, er det færdigt.
Spis med det samme
Brødet er inspireret af irsk sodabrød, som ikke er kendt for sin lange holdbarhed. Spis derfor helst brødet samme dag eller giv skiverne en tur på brødristeren dagen efter.
Det allerbedste resultat får du, hvis du nyder det, mens det stadig er lunt - et godt lag smør og en lækker marmelade fuldender smagsoplevelsen. Og brødet er lækkert både til morgenmaden og eftermiddagskaffen.
Kilder: Samvirke.dk