Indretningen af et helt nyt køkken er et puslespil af dimensioner. Hvordan skal skabe, skuffer, hvidevarer og bordplads fordeles? Vi giver dig en simpel regel, som danner udgangspunktet for et køkken, der virkelig egner sig til den daglige brug.
Køkkenets 3 vigtigste arbejdsstationer
Når du planlægger et køkken, skal du især overveje placeringen af 3 arbejdsområder, hvis køkkenet skal egne sig godt til madlavning: Komfuret/kogepladen, håndvasken og køleskabet.
LÆS OGSÅ: De bedste tips til rengøring af kogeplader
Tænk bare på, hvor mange gange du henter noget i køleskabet, skyller ting under vandhanen og kigger til gryderne og panderne på komfuret, mens du laver mad. Det bliver til en del traveture frem og tilbage, hvis du placerer dine arbejdsområder for langt fra hinanden, så derfor skal du overveje deres placering nøje. Her kommer arbejdstrekanten ind i billedet.
Arbejdstrekanten
Arbejdstrekanten er en betegnelse for det rum, der opstår, når du tegner en imaginær linje mellem de vigtigste arbejdsstationer - kogepladen, køleskabet og håndvasken. Kunsten er at gøre det nemt at komme omkring i køkkenet under madlavningen ved at have den rigtige afstand mellem arbejdsstationerne. Det kan f.eks. se sådan ud:
Billede: kitchens.com
Sådan bruger du arbejdstrekanten i din planlægning
Så langt, så godt. Hviordan planlægger du efter arbejdstrekanten? Det får du svarene på her:
Tænk på afstanden
Den samlede afstand mellem dine 3 arbejdsstationer (dvs. trekantens 3 sider lagt sammen) bør være mellem 360 og 660 cm for at give de bedste arbejdsforhold. Ved for lille afstand føles køkkenet for trangt, og for store afstande gør madlavningen besværlig.
Vasken og komfuret er vigtigst
Køkkenvasken og komfuret bør ikke være længere end 120 og 180 cm fra hinanden, mens det er mindre problematisk at flytte køleskabet lidt længere væk.
LÆS OGSÅ: 13 genveje til bedre hygiejne i køkkenet
Ingen gennemgående trafik
Sørg for, at der ikke er for meget "trafik", der skærer igennem trekanten. Du bør altså ikke placere dine arbejdsstationer sådan, at der er meget gennemgang igennem trekanten - det forstyrrer kokken, når der trylles i køkkenet.
Pas på forhindringer i køkkenet
Der må ikke være forhindringer, der skærer igennem trekanten - som f.eks. en køkken-ø, en skraldespand eller et bord.
Er arbejdstrekanten altid den bedste model?
Selv om ideen til arbejdstrekanten opstod i 1940'erne, er den stadig en god hjælp. Der er dog også ting, der har ændret sig, og som kan være gavnlige at huske på:
Køkkenet har flere formål end tidligere
I dag er vores køkkener væsentligt større end køkkenerne i 1940’erne, og samtidig tjener de flere formål. Måske skal du både tænke lektielæsning og en ekstra spiseplads ind i dit køkken, og det kan påvirke placeringen af arbejdsstationerne. Gør dig alligevel umage for at placere arbejdsstationerne samlet i den ene del af køkkenet.
Vi har flere husholdningsapparater
Komfuret, køleskabet og håndvasken var tidligere de eneste vigtige elementer, men i dag har vi langt flere husholdningsmaskiner og hvidevarer. Det er f.eks. smart at placere opvaskemaskinen tæt på skabe og skuffer med bestik og service.
Det kan også være, at din ovn ikke er placeret under kogepladen, men et helt andet sted i køkkenet. Den skal der selvfølgelig også være let adgang til. Husk også altid at sørge for godt med bordplads.
Der er ingen facitliste
Arbejdstrekanten er langt fra nogen facitliste, når du skal indrette dit nye køkken, men den er et glimrende udgangspunkt, som sikrer dig en vis effektivitet og balance i dit køkken. Inden du begynder, kan du jo overveje arbejdstrekanten i dit nuværende køkken – er der afstande, der er for korte eller for lange? – og tænke det ind i dit nye køkken.
Flere indretningstips til dit køkken
- 10 måder at få det lille køkken til at se større ud
- Få dit gamle køkken til at se nyt ud - uden en dyr renovering
- Giv dit køkken en sommer-makeover uden at vælte budgettet
Kilder: kitchens.com, houzz.com og Bolius