Du er på jagt efter en ny emhætte. At finde den rigtige model er lettere sagt end gjort, og der er mange ting at tage stilling til. Én af dem er, om du skal vælge en model med ekstern eller intern motor - det finder du ud af her.
Intern eller ekstern motor – hvad er forskellen egentlig?
Den største forskel er lige til at gå til: Har emhætten intern motor, er den indbygget i selve emhætten. Er motoren ekstern, skal den monteres et andet sted end emhætten, f.eks. på loftet, på taget eller en ydermur. Du kan kun bruge en emhætte med ekstern motor, hvis du har en udsugningskanal til det fri.
Derudover har det nogle konsekvenser for bl.a. lydniveau, montering og sugeevne, om du vælger den ene eller den anden type.
Lydniveau ved intern og ekstern motor
Når det gælder lydniveauet, vinder den eksterne motor. Det er måske ikke så mærkeligt – her er motoren nemlig flyttet helt ud af køkkenet. Ifølge Miele.dk begrænses lydniveauet mest muligt, hvis motoren er placeret mindst 5 m fra selve emhætten.
Det betyder dog ikke, at du skal frygte et støjinferno, hvis du bestemmer dig for en emhætte med intern motor. Langt de fleste emhætter har intern motor, og deres lydniveau er derfor det, de fleste ville betegne som normalt - og der findes selvfølgelig mere og mindre støjsvage modeller.
Sugeevne ved intern og ekstern motor
En ekstern motor er ofte kraftigere end en intern - det er netop derfor, den skal monteres uden for emhætten. Den er simpelthen for stor til at sidde i en traditionel emhætte. Det betyder, at emhætten med ekstern motor ofte har en kraftigere sugeevne og derfor egner de sig godt til ekstra store køkkener.
Montering ved intern og ekstern motor
Når det gælder montering, er emhætten med intern motor klart den letteste at montere, fordi alting er samlet i ét. Når du monterer en emhætte med ekstern motor, skal du både montere emhætten i køkkenet og motoren et andet sted, og det kræver lidt mere arbejde og håndværkersnilde.
… Så hvad skal jeg vælge?
Har du brug for en emhætte med ekstra stor sugeevne og et meget lavt lydniveau, skal du vælge en emhætte med ekstern motor. Du skal bare være sikker på, at dit hjem egner sig til installationen af den - om det kan lade sig gøre at installere den afhænger bl.a. af bygningskonstruktionen i dit hus, og hvordan udluftningsvejen er ført.
Leder du efter en emhætte, som er let at montere, er emhætten med intern motor det oplagte valg. Langt de fleste emhætter i private hjem har intern motor, og de er ganske fine til dagligdags brug.
Kilder: Thermex.dk og Husplushave.dk