Dine håndklæder får væsentligt flere ture i vaskemaskinen end dine andre tekstiler, og det slider på dem. Vi hjælper dig med at passe godt på dine håndklæder – både de nye og de gamle.
Kom godt fra start med de nye håndklæder
Når du køber nye håndklæder, er det vigtigt, at du behandler dem rigtigt, inden du bruger dem. Håndklæder bliver nemlig typisk behandlet med skyllemiddel fra producentens side. Det får dem til at virke bløde og behagelige i butikken, men det betyder faktisk, at de afviser vandet i stedet for at suge det til sig.
Derfor er det en god idé at vaske håndklæderne grundigt, inden du bruger dem første gang. Jysk anbefaler, at du lægger håndklæderne i blød i koldt vand i 24 timer, hvorefter du kan give dem en tur i vaskemaskinen.
LÆS OGSÅ: Vasker du også forkert? 7 tips til at passe bedre på dit vasketøj
Sådan bør du vaske dine håndklæder
Når det kommer til den almindelige vask af håndklæderne, bør du altid vaske dem ved 60 grader for at dræbe bakterierne.
Undgå at bruge skyllemiddel, når du vasker dine håndklæder. Det kan nemlig lægge sig som en hinde, der forhindrer håndklædet i at suge vand til sig.
Hvis du virkelig vil kæle for dine håndklæder, kan du også vaske dem separat fra dit andet vasketøj som f.eks. sengetøj og viskestykker. Det betyder dog, at du skal vaske flere gange, hvilket er dyrere i forbrug og slider mere på din vaskemaskine.
LÆS OGSÅ: Kan eddike erstatte skyllemiddel?
Giv gamle, slidte håndklæder nyt liv
Har vi ikke alle sammen en stak håndklæder liggende, som aldrig bliver brugt, fordi overfladen er kommet til at minde lidt for meget om sandpapir? Som hverken suger eller tørrer helt godt længere? Der er ingen grund til at smide dem ud, du kan nemlig nemt genopfriske dem. Bare gør følgende:
- Indstil vaskemaskinen på det varmeste program
- Kom 2 dl klar eddike i maskinens kammer til vaskemiddel
- Kom 1 dl natron i kammeret til skyllemiddel
- Vask de gamle håndklæder
- Slut af med at give håndklæderne en tur i tørretumbleren
Eddiken sørger for at opløse sæberester, fjerne ubehagelige lugte og blødgøre tekstilerne, mens natronen sørger for at skrubbe snavs væk. Resultatet er håndklæder, der er lige så bløde og absorberende, som da du købte dem.
LÆS OGSÅ: 8 fantastiske rengøringstips med natron
Ny tørretumbler? Se vores store sortiment her
Flere gode vasketips
- 5 tips til at undgå sæberester i vaskemaskinen
- Skån miljøet og spar penge - vask tøj i koldt vand
- Sådan afkalker du vaske- og opvaskemaskiner
Kilder: wonderhowto.com, jysk.dk og howstuffworks.com