Træborde har masser af charme. De er rustikke og har lang levetid – men et enkelt glas vand kan gøre stor skade og efterlade en grim ring i overfladen, som er svær at få væk igen. Det kan dog være, at løsningen er mere enkel, end du tror. Læs med her og giv dit træbord nyt liv.
Hvorfor kommer der ringe i træbordet?
De ringformede mærker kan opstå, når du stiller meget kolde eller meget varme drikke på bordet, og de skyldes kondens, der dannes på koppen eller glasset. Fugten trænger ned i bordet, hvor det efterlader de irriterende mærker.
Og faktisk er det ikke kun glas og kopper, der kan gøre skade på dit fine træbord. En varm pizzaæske er også farlig, ligesom selv et par små stænk fra en våd paraply kan lave mærker. Den gode nyhed er, at det godt kan lade sig gøre at fjerne mærkerne.
Den overraskende løsning: Tandpasta
Den er god nok. Tandpastaen giver dig ikke kun et blændende smil, den kan også give spisebordet eller sofabordet et løft. Sådan gør du:
- Du skal bruge en hvid tandpasta – undgå de farvede varianter
- Kom en lille smule tandpasta på en klud eller et håndklæde
- Gnid det på pletten med cirkulære bevægelser – skrub ikke for hårdt
- Gnid kun direkte på pletten, så du ikke skader bordets overflade
Er tandpastaen ikke nok til at få bugt med pletten, kan du tage skrappere midler i brug:
Til mere genstridige pletter: Tilføj natron
Lykkes det ikke at få pletten af med tandpasta alene, kan du prøve med en blanding af lige dele tandpasta og natron. Ligesom før skal du gnide i cirkulære bevægelser og holde dig til det beskadigede område.
En sidste metode: Skru op for varmen
Er du ikke vild med at skulle skrubbe for meget på den dyre bordplade, kan du afprøve en anden metode. Den går i al sin enkelhed ud på at blæse varm luft på pletten med en hårtørrer. Det får fugten i træet til at fordampe, så du til sidst slet ikke kan se, hvor pletten har været. Du kan også forsøge dig med et strygejern på medium varme, som du placerer oven på et håndklæde over pletten.
Fælles for metoderne er, at du skal bruge dem med varsomhed – hold godt øje med, hvordan bordpladen reagerer på behandlingen, så du ikke ender med blot at gøre større skade.
Kilder: homemademamas.net, wonderhowto.com og howtogetridofstuff.com