Et af de mest almindelige spørgsmål, vi møder, er, om vi kan anbefale en stillegående eller lydsvag hvidevare. Men det kan være rigtig svært at give et præcist svar på, for lydniveau er en kompliceret størrelse. I denne artikel lærer du at forstå lyd bedre, så du lettere kan vælge det rigtige produkt.
Hvad betyder dB(A)?
Hvidevarer får deres lydniveau angivet i dB(A). Det er en angivelse af maskinens lydniveau, målt på decibel-skalaen, med et A-filter. Decibel er en logaritmisk skala, der starter ved grænsen for menneskelig høring – 0 dB. Fordi skalaen er logaritmisk, bliver lydstyrken 10-doblet, hver gang lydniveauet i dB stiger med 10.
10 dB er altså 10 gange så højt som 0 dB, mens 20 dB er 100 gange så højt som 0 dB, og så videre. Alt over 85 dB kan føre til høreskader, afhængigt af hvor tæt på lydkilden du er, og hvor længe du bliver udsat for lyden. Herunder er et par eksempler på lydniveauer:
- Næsten total stilhed – 0 dB
- En normal samtale – 60 dB
- En støvsuger – 80 dB
- Et bilhorn – 110 dB
- En jetmotor – 120 dB
A’et i dB(A) indikerer det filter, der bliver brugt til at opfatte lyden på en måde, der minder om et menneskeligt øre. Vores ører er nemlig bedst til at opfatte lyde på bestemte frekvenser.
Lyd opfattes forskelligt
Historien om lydniveauet slutter imidlertid ikke der, for som nævnt er al lyd ikke ens. Vi opfatter højere frekvenser som mere larmende, ligesom lange lyde virker højere end korte lyde. Det er nogle af de faktorer, som A-filteret forsøger at tage højde for.
Men vi har ikke alle sammen det samme øre, og derfor er der også stor forskel på, hvordan vi rent subjektivt opfatter lyde. Du har sikkert selv oplevet, at en ven eller en kollega opfatter en lyd helt anderledes, end du selv gør. Nogle er vildt frustrerede over lyden af negle på en tavle, klaprende tænder eller fingre, der knækker. Andre er fuldstændig ligeglade.
Lydniveauet bliver målt i et laboratorie
En sidste faktor, der er værd at være opmærksom på, er, at lydniveauet afhænger af omgivelserne. Fordi hvidevarers lydniveau måles i et laboratorie, kan deres lydniveau også være helt anderledes, når de kommer ind i dit hjem. Du kender selv til forskellen på at gå hen over et trægulv i et værelse sammenlignet med at gå hen over samme trægulv i et fuldt møbleret værelse.
Hvad betyder lydniveauet på hvidevarer for dig?
Når du får en hvidevare (så som køleskab, opvaskemaskine, amerikanerkøleskab eller andet) hjem, kan den godt virke mere larmende, end du havde forventet. Hvis lydene fra maskinen er meget skingre, eller hvis akustikken forstærker lyden, kan det være virkelig irriterende.
Størrelsen på dit hjem betyder også meget, fordi du hele tiden vil være tættere på lyden i et mindre hjem. Bor du i en lille lejlighed, vil du formentlig høre mere til din vaskemaskine, end hvis du bor i et stort parcelhus. Når du sammenligner lydniveau på forskellige hvidevarer, er det derfor en god idé at overveje følgende:
- Hvor skal maskinen stå? Jo tættere på stuer eller andre opholdsrum, jo mere stille bør den være
- Hvor stort er dit hjem? Jo mindre dit hjem er, jo mere vil du kunne høre lyden fra maskinen overalt
- Har maskinen alarm- eller biplyde, der kan genere dig i hverdagen? Det kan være svært at vurdere, hvis du ikke har mulighed for at se produktet. Kig eventuelt i brugeranmeldelserne for at se, om andre har nævnt noget om lyden
Kilder: Wikipedia.org, howstuffworks.com og ukwhitegoods.co.uk