Forskelligt bagværk kræver forskellige hævemidler, og det er vigtigt at forstå forskellen mellem natron og bagepulver for at opnå det bedste resultat. Den kemiske sammensætning spiller en afgørende rolle. Ved at vælge det rette hævemiddel undgår du, at din fine kage ender flad som en pandekage.
Forskellen er deres kemiske formel
Nogle opskrifter kræver natron, mens andre foreslår brugen af bagepulver. Men hvad er egentlig grunden til denne forskel? Svaret tager os tilbage til skolebænken – det handler nemlig om kemi!
Natron og bagepulver er grundlæggende det samme, dog med den markante forskel, at natron ikke indeholder syre. Den manglende syre betyder, at der ikke kun dannes kuldioxid (altså luft), men der dannes også soda, hvilket kan have en grim smag. Erstatter du bagepulver med natron, skal du derfor tilføje syre gennem ingredienser som syrnede mælkeprodukter eller citronsaft.
Natron har altså brug for syre, da bicarbonatet i natron reagerer med syren, hvilket skaber gas, som får dejen til at hæve. Bruger du vand eller almindelig mælk i stedet for syre, vil dejen derfor hæve mindre, hvilket giver en stærkere smag.
Har du brug for nyt bageudstyr?
Hvad er "baking soda"?
Hvis du har stødt på en opskrift, der nævner "baking soda" på ingredienslisten, undrer du dig måske over, hvad det egentlig er. Selvom navnet kunne antyde, at det er det samme som bagepulver, så refererer "baking soda" faktisk til natron. Så hvis du støder på denne betegnelse i engelske eller amerikanske opskrifter, skal du bruge natron.
Natron og baking soda er to navne for det samme kemiske stof og har den kemiske formel NaHCO3. Når en kage hæver med natron, skyldes det, at bicarbonatet (HCO3) reagerer med syre og danner carbonsyre, som til sidst omdannes til vand og CO2.
Historien bag natron og bagepulver
Nu sidder du måske og tænker "Men hvorfor findes både bagepulver og natron?" Bagepulver er en amerikansk opfindelse, som først gjorde sit indtog i Europa i 1840'erne. Opfindelsen af bagepulver gjorde det muligt at lave kager helt uden surmælksprodukter, fordi syren allerede var tilsat. Resultatet blev også mere stabilt, fordi bagepulveret ikke reagerer med det samme ligesom natron gør.
Der er to slags syre i bagepulver. Den ene syre i reagerer ved stuetemperatur, når væsken tilsættes, mens den anden først reagerer, når kagen sættes i ovnen. Bagepulver er desuden tilsat fyldstoffer, som gør, at det ikke klumper og er lettere for dig at måle op. Nutidens bagepulver er altså en alt-i-en-løsning, som indeholder natron og to syrer (natriumdifosfat, Na2HP2O7, og monocalciumfosfat, Ca(H2OI4)2).
Kan jeg bruge natron i stedet for bagepulver?
Kort sagt, nej. Natron reagerer med syre og kan resultere i en flad og brunlig kage, hvis du erstatter bagepulver md natron i en opskrift uden syre. For at løse dette kan du tilføje en teskefuld eddike eller citronsaft for hver halve teskefuld natron i opskriften.
Vil du omvendt bruge bagepulver i stedet for natron, så skal du bare være opmærksom på mængdeforholdet, da du skal bruge fire gange så meget bagepulver som natron. Afhængigt af opskriften kan overdreven brug af bagepulver resultere i en bitter smag.
Natron og bagepulver kan bruges til andet end bagning
Vidste du, at natron og bagepulver ikke kun kan bruges til bagning? Udover deres hævende egenskaber har de mange andre anvendelsesmuligheder. En smule natron opløst i vand kan for eksempel lindre halsbrand eller sure opstød. Desuden er natron og bagepulver effektive til rengøring af både tøj og andre ting i hjemmet.
Har du fået en plet på dit hvide tøj? Prøv at lave en pasta af bagepulver og vand og gnid det på pletten. Hvis ovnen trænger til en rengøring, kan du blande en halv kop natron med et par skefulde vand for at skabe en tyk blanding. Smør ovnen ind i natronblandingen og lad det sidde natten over. Næste dag kan du tørre efter med vand og en klud eller en svamp.
5 gode huskeregler:
- Natron hedder ”baking soda” på engelsk.
- Bagepulver hedder ”baking powder” på engelsk.
- 1 tsk bagepulver svarer til ¼ tsk natron, men du skal huske at tilsætte syre.
- For at neutralisere ½ tsk natron (ca. 2 g) skal du bruge 2,4-2,5 dl kærnemælk eller 1 tsk citronsaft/eddike.
- 1 tsk bagepulver bruges pr. 2,5 dl (150 g) hvedemel.