Når du skal på opvaskemaskinejagt, er det vigtigt at vurdere, hvor stor maskinen skal være. Størrelsen på maskinen betyder nemlig ikke kun noget for, hvor meget du kan vaske i den. Større maskiner bruger nemlig ofte også mere vand og energi, og derfor kan det være dyrt at have en meget stor opvaskemaskine – især hvis du ikke fylder den helt op. Læs videre for at få nogle tips til, hvordan du vælger den helt rigtige størrelse.
Hvad er en standardkuvert?
Når vi snakker om størrelsen på en opvaskemaskine, måles den i standardkuverter. En standardkuvert består af 1 spisetallerken, 1 suppetallerken, 1 desserttallerken, 1 underkop, 1 kop, 1 glas, 1 kniv, 1 gaffel, 1 spiseske, 1 dessertske og 1 spiseske.
Eller sagt med andre ord, så er det alt det service, du skal bruge til et 3-retters måltid (bortset fra vinglas!). En god tommelfingerregel er derfor, at du i det daglige skal bruge 3 kuverter per person – og hellere én kuvert for meget, end én for lidt.
Langt de fleste opvaskemaskiner har en kapacitet på 12-15 kuverter, mens smalle modeller har plads til 9 kuverter, og bordopvaskemaskiner har plads til 4-6 kuverter. Så hvor stor skal opvaskemaskinen være? Hvis vi tager vores tommelfingerregel, bliver det til følgende størrelser:
Bordopvaskemaskine: 4-6 kuverter - 1-2 personer
Smal opvaskemaskine: 9 kuverter - 2-3 personer
Andre opvaskemaskiner: 12-15 kuverter - 4-5 personer
Indretning
En sidste overvejelse, der er værd at tage med, er en vurdering af maskinens indretning. Det bliver mere og mere almindeligt, at opvaskemaskiner har en fleksibel indretning, så du for eksempel kan tage hylder ud, eller folde glasholdere sammen for at få plads til andre ting.
Derfor kan det også være tilstrækkeligt med en lidt mindre maskine, der er fleksibel, hvis du ikke skal igennem 3-retters menuer hver dag.