Brug frostvejret og lidt af din tid på at kreere de fineste udendørslygter af sne og is, som bringer hygge til de mørke vinteraftener. Børnene kan sagtens være med. Vi fortæller dig her, hvor enkelt det kan gøres.
Sådan laver du en snelygte
Snelygten er den mest enkle af de to hjemmelavede lygter, men mindst ligeså hyggelig som islygten. Den kræver en god mængde sne, men garanterer masser af hygge.
Det skal du bruge
- Sne
- Fyrfadslys/udendørs LED-lys
- Et lille glas til lyset
Lav 10-15 snebolde og sæt dit lys på sneen. Byg en pyramide af snebolde rundt om lyset.
Sådan laver du en islygte
Har du godt med tålmodighed, og kunne du evt. tænke dig en lygte med farveeffekt, er islygten en mulighed.
Det skal du bruge
- En lille spand
- Koldt vand
- Frugtfarve
- Fyrfadslys/udendørs LED-lys
Fyld spanden med koldt vand og dryp evt. en smule frugtfarve i vandet for at få en flot farveeffekt i din islygte. Stil spanden udenfor i frostvejr i ca. 48 timer. Hold øje med, at vandet er blevet frossent nok til, at du kan vende spanden om og knække et hul i isen fra bunden. Der skal laves et hulrum, som lyset kan stå i.
Se også, hvordan norske Anne Havåg Holter-Hovind laver de flotteste islygter ved hjælp af balloner.
Embedded content: https://www.youtube.com/embed/YJ8dOe6eUN4
Flere kreative ideer til islygten
Du kan også lave islygten omvendt ved at fylde vand i spanden og sætte et glas/en sodavandsflaske af plastik fyldt med grus/sand ned i vandet, så vandet lige akkurat ikke render ned i glas eller flaske.
Når vandet er frossent, hælder du varmt vand i glas/flaske, så du kan løsne det fra isen. Stil isklumpen på hovedet over et fyrfadslys, men vær opmærksom på, at der skal komme ilt ind til lyset, for at det ikke går ud – lav derfor nogle hakker nederst i lygten eller stil den på noget ujævnt.
Prøv evt. at lave en islygte med plads til flere lys ved at hælde vand i en aflang form med plads til flere glas. Du kan også dekorere dine islygter med blomster o.lign.