Lyset i emhætten er vigtigt for madlavningen. Derfor er der heller ikke noget mere irriterende, end når en pære er stået af. Men det er faktisk ikke så svært at skifte pæren. Vi forklarer dig hvordan.
Kend din pære
En pære er ikke bare en pære. Nogle emhætter kræver helt specielle pærer, fordi rystelserne fra emhætten kan få almindelige pærer til at sprænge. Derfor er det altid en god idé at starte med at kigge i brugsanvisningen for at finde ud af, hvilket type pære du skal bruge.
Sparetip
Hvis du har en ældre emhætte, kan du med fordel skifte til en sparepære. Med en A-mærket sparepære sparer du 80 kr. om året sammenlignet med en glødepære.
Husk sikkerheden
Start altid med at koble strømmen fra emhætten, både for din egen skyld og for pærens. Ud over at du selv kan få stød, hvis strømmen er sluttet til, kan pæren også sprænge. Det er også en god idé at lade den gamle pære køle ned, inden du skifter den ud. Halogenpærer kan f.eks. blive meget varme, så hvis pæren lige er sprunget, er det en god idé at vente lidt.
Sådan skifter du pæren
I de fleste emhætter sidder pæren indvendigt, typisk gemt bag filtrene. Start derfor med at løsne filtrene, så du kan komme til pæren. Derefter skifter du bare pæren, nøjagtigt som du ville gøre med en almindelig pære.
Embedded content: https://www.youtube.com/embed/ULRi6Zyjxml
Brug eventuelt et stykke køkkenrulle, så du ikke rører direkte ved pæren. Fingeraftryk og støv kan nemlig risikere at brænde permanent fast på pæren, så lyset bliver dæmpet.
Er det ikke umiddelbart muligt at skifte pæren, skal der måske en tekniker på opgaven.