Har du en opvaskemaskine, kender du med garanti problemet: De små rustpletter, der sætter sig som grimme aflejringer på bestikket og gør selv de rustfri knive og gafler uegnede til det pæne middagsbord. Vi viser dig, hvordan du forebygger flyverust og fjerner pletterne fra bestikket, hvis skaden er sket.
Hvad er flyverust, og hvor kommer det fra?
Flyverust er små jernpartikler, som hvirvles rundt i opvaskemaskinen, når den vasker op. Partiklerne kan komme ind i maskinen på flere måder:
Køkkenredskaber af jern
Det mest sandsynlige er, at flyverusten er kommet, fordi du har vasket redskaber lavet af jern i opvaskemaskinen. De helt store syndere er som regel hvidløgspressere, osteklinger, æggedelere og sigter. Ting, som allerede er angrebet af rust, vil også afgive rust til opvaskemaskinen, som bagefter kan sprede det til andre ting.
Rustne eller beskadigede maskindele
Problemet kan også skyldes udtrækskurve eller andre maskindele i maskinen. Er der gået hul på dele af gummi eller plastic, kan metallet indeni være blottet og afgive flyverust til maskinen. Kurvene kan du reparere med epoxylim eller flydende emalje - spørg i dit lokale byggemarked, hvor de uden tvivl kan hjælpe dig med at finde det rigtige produkt.
For at forebygge flyverust har mange nyere opvaskemaskiner nu kurve af ren plastic, men i de ældre modeller kan der stadig gemme sig et metalskelet, som du skal være opmærksom på. Er der rustne dele i maskinen, kan de også meget let være skyldige i at afgive flyverust.
Hvordan slipper jeg af med flyverust?
Skaden er sket. Dit bestik får igen og igen små rustpletter, og opvaskemaskinen er godt og grundigt inficeret med den irriterende flyverust. Hvad gør du? Her får du to forskellige måder at bekæmpe rusten i maskinen på:
- __Sølvpapirsmetoden __- Rul to stykker sølvpapir til bolde – de skal rulles let og ikke krølles helt sammen. Læg de to bolde i bestikkurven og kør en almindelig vask med en fyldt opvaskemaskine.
Bagefter skulle du gerne kunne se, at rusten har sat sig på sølvpapirskuglerne i stedet for bestikket - og problemet med flyverust skulle også gerne være udryddet. Sidder der stadig genstridig rust i maskinen, kan du gentage behandlingen eller forsøge dig med næste metode, citronsyremetoden.
- Citronsyremetoden - Som overskriften antyder, skal citronsyren på banen. Du skal simpelthen bare vaske opvaskemaskinen igennem med citronsyre ved at fylde det i sæberummet og køre et almindeligt program med en tom opvaskemaskine. Er der flyverust på dit bestik, kan du med fordel lade det komme med, og kalkpletter kan også fjernes fra glas med behandlingen.
Følg instruktionen på pakken med citronsyre – og står der ikke noget, kan du for en sikkerheds skyld nøjes med en teskefuld. Hvis du normalt bruger et opvaskemiddel, der indeholder klor, skal du køre et normalt program på opvaskemaskinen igennem uden opvaskemiddel, inden du bruger maskinen igen. Kombinationen af klor og syre kan nemlig udvikle giftige dampe, så det er vigtigt at få syren ud af maskinen.
Hvad med rustpletterne på bestikket?
Det var de gode råd til at fjerne rustplagen fra maskinen. Men hvad med bestikket, der allerede er blevet offer for et flyvende rustangreb? Det er heldigvis enkelt at fjerne flyverust fra bestik. Opskriften får du her fra Samvirke.dk:
Kom stålrens på en ren klud og gnid på pletterne. Skyl bestikket grundigt bagefter.
Samme fremgangsmåde fungerer også med citronsyre. Du kan også, som nævnt, køre en almindelig opvask af bestikket med citronsyre i sæberummet.
Særligt genstridige pletter kan fjernes med en stålsvamp. Vær opmærksom på retningen, du gnider i, og vær forsigtig - svampen kan slibe lidt i bestikkets overflade. I det hele taget skal du være varsom med stålsvampen og kun bruge den som sidste udvej, fordi den er hård mod dit bestik.
Der findes også deciderede flyverustmidler, som er fremstillet udelukkende til at klare problemet. Det findes bl.a. hos nogle bestikproducenter, så en mulighed kan være at spørge ad hos din lokale isenkræmmer.
Og til sidst et gammelt husråd: Gnid på pletterne med et overskåret løg og polér med en ren klud. Du kan også forsøge dig med ketchup.
Held og lykke i kampen mod de flyvende rustpartikler!