En god støvsugning skal efterlade hjemmet rent og friskt, men sommetider har anstrengelserne den modsatte effekt. Hvordan undgår du, at hele huset lugter af gammelt støv og våd hund efter støvsugningen? Det fortæller vi dig her.
Problemer med pose eller filter
En velfungerende støvsuger kræver en pose med plads i og et filter i god form.
Husk at skifte pose
Synderen kan være en fyldt støvsugerpose, og løsningen har du med al sandsynlighed allerede gættet – og du har helt ret, den skal skiftes. Det vil i mange tilfælde være nok til at komme ubehagelige aromaer til livs.
Hold filteret rent
Det kan også være filteret, den er gal med. I så fald skal det renses, og det kan i nogle tilfælde også være nødvendigt at udskifte det med et nyt. Nogle producenter lægger et filter i pakken med støvsugerposer, så måske har du allerede et nyt filter derhjemme. Du kan også købe et kulfilter, ligesom du måske kender dem fra emhætter. Et kulfilter fjerner lugtpartikler og har en levetid på et par år.
Erstat lugten med noget bedre
Er det helt umuligt at få bugt med lugten, kan du overdøve den med noget andet. Du kan f.eks. støvsuge et par tørrede blomster op i starten af støvsugningen. Der findes også midler som duftkugler og duftsticks med forskellige aromaer, som er beregnet til at gøre støvsugningen til en mere velduftende oplevelse - men vær opmærksom på, at nogle af dem godt kan dufte temmelig syntetisk.
Sådan forebygger du den dårlige lugt
Det allernemmeste er naturligvis at sørge for, at uønskede lugte slet ikke opstår. Det gør du ved at holde din støvsuger godt ved lige – det vil bl.a. sige at følge de allerede nævnte råd om at skifte posen efter behov og holde filteret rent. Du bør også undgå at støvsuge våde eller fugtige overflader, fordi fugten kan sætte sig som en permanent dårlig lugt i støvsugeren.