Logo
70 70 29 29 åben i dag kl. 8-22
  • Mandag8-22
  • Tirsdag8-22
  • Onsdag8-22
  • Torsdag8-22
  • Fredag8-22
  • Lørdag8-22
  • Søndag8-22
Luk vindue
Chatten er
åben

Favoritter

Luk
Favoritter
Favoritter
Kurv
Kurv
Shop
Opskrifter

Snyd dig selv til at spise mere grønt – på den lækre måde

Vi ved det egentlig godt. Vi skal spise 600 gram frugt og grønt om dagen for at holde os sunde og raske, men selv med gode intentioner kan det være svært at få presset sundhed nok ind i dagens måltider. Med et par enkle tricks bliver det lidt lettere - her giver vi inspiration til dit næste lidt grønnere måltid.

Ris af revet blomkål

Del et blomkålshoved i buketter og riv dem på et rivejern, hak dem fint med en kniv eller giv dem en kort tur i foodprocessoren. Blomkålsrisene ligner traditionelle ris, men smagen af blomkål tilføjer en ekstra dimension til de retter, du vælger at servere dem til.

Når du har hakket blomkålsbuketterne, kan du vælge at bage dem på en bageplade ved 180 grader varmluft i ca. 20 minutter eller lade dem trække et øjeblik i kogt, letsaltet vand. De kan også sagtens spises rå, hvis du foretrækker at lade blomkålssmagen træde tydeligere frem.

Blomkålsris i en træskål på bord

Ekstra grøntsager i kødsaucen

Kødsaucen er en favorit blandt både børn og voksne, og den er fantastisk let at gøre lidt sundere. Riv gulerødder, squash, aubergine, peberfrugter (fortsæt selv listen!) og bland de sunde ingredienser i saucen, inden du lader den simre. Grøntsagerne giver ikke bare mere smag til kødsaucen, de sørger også for en lækker og cremet konsistens.

Ekstra grøntsager i kødsaucen

Pasta af squash og gulerødder

Helt tynde og fine strimler af squash og gulerødder kan gøre det ud for pasta og smager fabelagtigt sammen med en god tomat- eller kødsauce. Squashpastaen er blevet så populær, at den har fået sit eget navn - den går tit under betegnelsen "squashgetti" eller "courgetti".

Du kan godt skære strimlerne med en kniv, men det er lettest at tilberede squashgettien med en såkaldt spiralizer, som er lavet til formålet. Sådan en kan du finde i de fleste velassorterede isenkramforretninger.

squashgetti med gaffel å tallerken

Revne grøntsager i bagværket

Også her skal squashen på banen. Squash gør sig godt i alskens bagværk lige fra fødselsdagsboller til kage, og ud over at give en god smag og ekstra bid pynter den også med sin fine, grønne farve. Gulerodskage er også en klassiker, og revne gulerødder er en fin tilføjelse i de grove frokostboller. Prøv dig lidt frem, næste gang du bager - vi kan også anbefale at eksperimentere med f.eks. revet blomkål og broccoli i brød og boller.

Brød med squash

Kartoffel- og grøntsagsmos

Kartoffelmosen får let et ekstra pift, hvis du blander forskellige kogte grøntsager i, inden du blender eller moser. Selleri gør sig eksempelvis godt i kartoffelmos, hvis du kan lide den lidt karakteristiske smag. Prøv også med revet blomkål eller gulerødder, som giver mosen en fin, orange farve.

Har du fået smag for den nærende grøntsagsmos, kan du også helt udelade kartoflerne og lave mosen udelukkende af forskellige grøntsager.

kartoffelmos på tallerken

Grøntsagssmoothie og juice

En grøntsagsjuice til morgenmaden er næsten som at drikke et glas flydende energi, der kan holde dig på tæerne hele dagen. Er du til den klassiske grønne juice, er den et oplagt og sundt valg.

Kniber det lidt med at få grøntsagsjuicen i børnene, kan du kombinere grøntsagerne med lidt sødere frugtindslag. Gulerod og ananas smager f.eks. overraskende godt sammen i en juice, ligesom æbler gør enhver grøntsagsjuice lidt sødere.

grøn juice med grøntsager i baggrunden

Sunde snacks til aftenhyggen

Når der skal hygges foran tv'et om aftenen, følger der ofte en slikskål eller en pose chips med. Vil du beholde den knasende fornemmelse og skrue ned for kalorieindtaget, kan du forsøge dig med sunde snacks som ristede kikærter eller ristede græskarkerner. Ud over den gode samvittighed har de hjemmelavede snacks den fordel, at du kan krydre dem nøjagtig, som du har lyst til.

ristede kikærter

Sundhed & personlig pleje

Sara fra whiteaway

Sara er madlavningsentusiast, der elsker at inspirere med nye opskrifter og tips til madlavningen. Hun er glad for genbrug og de små ting, der giver hverdagen lidt mere smag og farve.

Favoritter

Luk