Vil vi spare på vandet, tager vi et hurtigt bad i stedet for at stå under den varme bruser i timevis. Derfor er det også nærliggende at bruge det korte program, når vi vil spare på vand og energi i opvaskeren og vaskemaskinen - men er det egentlig en god ide?
Er de korte programmer energibesparende?
Det er moderne (og fornuftigt!) at spare på energien, og vi er generelt blevet gode til at gå efter produkter med en god energimærkning. Det smitter også af på, hvordan vi bruger vores hvidevarer - vi vil gerne klare både opvasken og tøjvasken på en miljøvenlig og økonomisk måde.
60 % af de forbrugere, der regelmæssigt bruger det korte program på opvaskemaskinen, gør det f.eks. for at spare energi. Men sparer man rent faktisk på energien med de korte programmer?
En udbredt misforståelse
Det er en udbredt opfattelse, at hvidevarernes korte programmer er de mest energibesparende - men det er langt fra altid tilfældet. Faktisk skal de ofte bruge mere vand end de lange programmer for at gøre servicet rent på kortere tid.
Derudover tørrer nogle opvaskemaskiner dårligere på de hurtige programmer, ligesom servicet ikke altid bliver helt rent. Du kan derfor være nødsaget til at skylle tallerkenerne af først eller vaske dem igen bagefter - og så stiger vandforbruget.
Brug det kun, når du har travlt
Hurtigprogrammerne skal du derfor i reglen kun bruge, hvis du har brug for at vaske dit service op på kort tid - f.eks. mellem retterne, når du har mange middagsgæster og mangler tallerkener. Men hvad skal du så gøre, hvis du vil være sikker på at spare på vand og strøm?
Gå efter en maskine med øko-program
Mange vaskemaskiner og opvaskemaskiner har et øko- eller såkaldt eco-program. Øko-programmet er kendetegnet ved at bruge mindre vand og vaske ved en lavere temperatur – uanset om vi taler om vaskemaskiner eller opvaskemaskiner. Det betyder, at det også varer længere tid end de almindelige programmer.
Sparer på vand og strøm
Skal vi vende tilbage til bade-metaforen, svarer øko-programmet til at tage et karbad uden specielt meget vand og ved en lav temperatur. Det er ikke særlig rart for mennesker, men for tøjet i vaskemaskinen og servicet i opvaskemaskinen er det en optimal løsning, fordi du både sparer på vandet og på den strøm, der skal bruges til at varme det op.
Vasker renere end hurtigprogrammet
I opvaskemaskinen står servicet i blød i længere tid, når du bruger øko-programmet – i modsætning til hurtigprogrammet, hvor der på kort tid skal mere vand igennem maskinen for at gøre servicet rent.
En anden fordel ved at bruge øko-programmet frem for hurtigprogrammet er, at øko-programmet som regel vasker nøjagtigt så rent som de almindelige programmer - det samme gør sig i øvrigt gældende for vaskemaskiner.
Derfor: Brug hurtigprogrammet, når du har travlt og øko-programmet, når du har god tid og vil spare på energien.
OBS: Fra 1. marts 2021 lancerer EU nye, strengere krav til energimærkningen. Hvad betyder det for dig, når du vælger hvidevarer fremover? Vi gør det nemt. Læs med her.