De fleste har efterhånden hørt om robotstøvsugeren, men du kan faktisk få masser af robotter, der kan hjælpe dig med de huslige gøremål. Vi kigger nærmere på en række af de mest tilgængelige robotter, som du allerede kan få fingrene i nu.
Robotstøvsuger
Det er efterhånden mange år siden, de første robotstøvsugere fandt vej ind i de danske hjem. Siden dengang er de kun blevet mere og mere avancerede, og de forskellige udfordringer, som robotterne havde, er blevet løst. De kan køre i længere tid, opsamle mere snavs og nå bedre rundt om møbler og ind i hjørner.
Robotgulvvasker
Robotgulvvaskeren er en slags fætter til robotstøvsugeren, og hvis du møder én på gaden (eller i butikken), kan det være svært at se forskel. Men hvor støvsugeren fjerner støv, så er gulvvaskeren beregnet til, nå ja, at vaske gulvet. Derfor er den ikke så oplagt til hjem med mange gulvtæpper, men hvis du har parketgulv, kan en robotgulvvasker spare dig for mange timers rengøring.
Robotplæneklipper
Der er også hjælp at hente til at passe din græsplæne, hvor en robotplæneklipper kan gøre underværker. De er ideelle til store græsområder, og de største kan dække områder på op til 2500 m2. Derfor er en robotplæneklipper heller ikke så oplagt til baghaven i parcelhuskvarteret, men den kan være helt uundværlig, hvis du skal vedligeholde en større græsplæne.
Robotvinduesvasker
Sidste skud på robotstammen kan hjælpe dig med at holde vinduer, spejle og andre glatte overflader helt rene. Det er en vinduesvasker-robot, der også kan bruges til bordplader, i badet eller andre lignende steder. Det hele sker ved hjælp af en kombination af mikrofiberklude og en kraftig støvsuger, der opsamler støv og snavs.