Der gik desværre noget galt i søgningen. Vi beklager ulejligheden. Vi håber at du vil prøve igen senere.
70 70 29 29
åben i dag kl. 8-22
Kontakt os
på mail her
Favoritter
Ekspertrådgivning inden for 1 min. på 73240400
Ring ind mandag til fredag fra 08.00-18.00.
Energivenlige spareråd til dine hvidevarer sort ovn vaskemaskine & opvaskemaskine

Spar penge og hjælp klimaet: Sådan bruger du dine hvidevarer energivenligt

Den er god nok. Du kan både spare penge og mindske CO2-udslippet på én gang. Det eneste du skal gøre, er at bruge dine hvidevarer på en energivenlig måde. Og hvordan gør jeg så det, tænker du måske? Det behøver ikke være så bøvlet. Vi gør det nemt for dig med enkle tips og tricks til din hverdag.

Ifølge tal fra Energistyrelsen bruger en gennemsnitlig familie (pr. maj 2020) især strøm på opvaskemaskinen, køleskabet, komfuret, ovnen, emhætten, fryseren, vaskemaskinen og tørretumbleren. Derfor får du her vores bedste sparetips og tricks til netop de maskiner, så de ikke bliver en dyr energisluger.

Vi har også sørget for en print-venlig huskeliste, som du nemt kan hænge op på køleskabet og dine andre hvidevarer derhjemme. En daglig reminder skader hverken vores vaner, pengepungen eller klimaet. Tværtimod.

Print alle spareråd, så du har dem lige ved hånden. Find din pdf her.

Små ændringer med stor betydning

Hvor meget er der egentlig at spare? Der er ingen tvivl. Dine indsatser betaler sig. Vidste du f.eks., at mellem 10 og 15 procent af en husstands energiforbrug bliver brugt på elektriske apparater på standby. Det svarer til ca. 1.000 kroner om året pr. husstand. Derfor: Husk at slukke kaffemaskinen, el-tandbørsten og Tv’et på stikkontakten eller køb en elspareskinne der automatisk slukker for strømmen, når apparaterne er på standby.

Mand står i et køkken & kigger ind i hans ovn

Ovnen

Undgå at forvarme ovnen: Sæt maden ind, når du tænder ovnen. Det betyder sjældent noget for maden, hvis det er retter, der skal have mere end 15 minutter i ovnen.

Hvis du forvarmer ovnen: Ved bagværk eller madretter, der kræver forvarme, kan du overveje muligheden for at lave flere retter, mens ovnen alligevel er varm.

Brug eftervarmen: Udnyt eftervarmen ved at slukke for ovnen ca. 5-10 minutter, før maden er færdig. Det kan spare dig for op til 10 til 25 procent af forbruget.

Fyld ovnen op: Ved at fylde ovnen sparer du op til 60% på elforbruget.

Hvidt køkken med et køle fryseskab i rustfri stål

Køleskabet

Indstil temperaturen rigtigt: Køleskabet skal være indstillet på 5°C. Hvis temperaturen er lavere, medfører det et unødvendigt strømforbrug.

Udnyt kulden: Placer madvarerne optimalt, så du får mest muligt ud af energiforbruget og forlænger holdbarheden på madvarerne. Der er køligst nederst og bagerst i køleskabet.

Optøning: Brug kulden fra de frosne madvarer og lad dem tø op i køleskabet. F.eks. får du en times elforbrug forærende for hvert kilo frossent kød, du tør op.

Afkøling: Det kræver ekstra energi at afkøle maden. Lad derfor varm mad stå lidt, inden den kommer i køleskabet. Fødevarestyrelsen anbefaler max en halv time på køkkenbordet. 

Person laver mad i en pande på en kogeplade

Komfuret

Brug mindre vand: Hvis du f.eks. koger kartofler i 1-2 dl vand i stedet for at fylde gryden op, reducerer du elforbruget med 30 procent.

Brug gryder der passer: Gryden og kogepladen skal matche i størrelse. Bunden på gryder og pander skal også være plane med kogepladerne for at udnytte varmen optimalt.

Bring i kog: Bring en gryde i kog ved fuld varme og kog derefter videre på et lavere trin. Kog også altid med låg på gryden.

Hvide vaskemaskine står midt i et badeværelse

Vaskemaskinen

Fyld maskinen helt op: Ifølge Energistyrelsen vasker vi danskere i gennemsnit 3,2 kg tøj ad gangen, selvom vores vaskemaskiner som regel er beregnet til 5-6 kg eller 7-8 kg.

Vask ved lavere temperaturer: Du sparer hele 55 procent af elforbruget ved at halvere temperaturerne fra f.eks. 60°C til 30°C.

Brug Eco-programmet: Programmet varer længere tid. Men det bruger mindre vand og vasker ved lavere temperatur – og dit tøj bliver nøjagtigt lige så rent, som ved de andre programmer.

Drop forvasken: Hvis tøjet ikke er særlig snavset, kan forvasken sagtens undværes. Du sparer 20% af elforbruget.

Kvinde med rødt hår sætte et hvidt krus i en opvaskemaskine

Opvaskemaskinen

Brug Eco-programmet: Programmet varer længere tid. Men det bruger mindre vand og vasker ved lavere temperatur – og dit service bliver nøjagtigt lige så rent, som ved de almindelige programmer.

Sæt i opvaskemaskinen med det samme: Står det beskidte service og tørrer ind på køkkenbordet, kræver det længere opvasketid og højere temperatur at få det rent.

Afkalk din maskine: Kalken på varmelegemet gør, at maskinen skal bruge mere energi på at opnå den ønskede temperatur. Kalk er en af hovedårsagerne til defekte opvaskemaskiner.

Fryser fyldt med plastikbøtter med mad

Fryseren

Indstil temperaturen rigtigt: Fryseren skal være indstillet til -18°C. Hvis temperaturen er lavere, medfører det et unødvendigt strømforbrug.

Ventilation: Sørg for luft omkring fryseren, så den kan komme af med varmen. Har du en indbygget fryser, så følg brugsanvisningens indbygningsmål.

Tætslutning: Tjek om fryserens dør/låge slutter tæt ved tætningslisterne. Du kan f.eks. sætte en papirstrimmel i døren. Hvis papiret bliver hængende, er lågen tæt. 

Fjern støv: Støv isolerer og øger energiforbruget. Hold derfor kompressor og evt. kondensator rene for støv.

Afrimning: Når rimlaget er mere end 5 millimeter tykt, begynder det at isolere. Køleeffekten bliver mindre og elforbruget større.

Person gør emhætte plade ren

Emhætten

Tag emhættens laveste trin i brug: Emhættens højeste trin bruger ca. halvanden gange så meget energi som det laveste. Skru derfor kun helt op, når madosen bliver lidt for kraftig.

Rens fedtfilteret: Når filtret er stoppet, kræver det mere energi af emhætten. Rens fedtfiltret i emhætten cirka en gang om måneden (afhængig af, hvor meget du bruger komfuret).

Lyset i emhætten: Sluk lyset i emhætten, når du ikke bruger det.

Hvid tørretumbler som står på et badeværelse

Tørretumbleren

Hæng tøjet uden for: Hæng tøjet på tørresnoren udenfor, hvis du har mulighed for det, og vejret tillader det. Du sparer ca. 6 kr. pr. tørring, og samtidig forlænger du maskinens levetid ved at give den et pusterum. På et år kan du spare omkring 500 kr., hvis du bruger tørretumbleren én gang i stedet for tre gange om ugen.

Brug tørrebolde. Tørrebolde er fremstillet til at løfte og fordele tøjet, mens det tørres. Luften cirkuleres mere effektivt, og tørretiden nedsættes.

Undgå at overfylde: For meget tøj forlænger tørretiden, giver krøllet tøj og et højere elforbrug. Se i brugsanvisningen, hvor mange kg. tøj du må fylde i.

Spar flere penge ved at handle hvidevarer med en god energiklasse

Udover at spare på energiforbruget er der penge at hente ved at handle hvidevarer i en god energiklasse. Vidste du, at en familie på 2 voksne og 2 børn typisk bruger omkring 150 m3 vand om året. Ved at skifte fra en 10 år gammel vaskemaskine til en ny i en god energiklasse, kan familien spare helt op til 12 m3 vand om året. Det er det samme som 12.000 liter – eller hvad der ifølge Energistyrelsen svarer til 750 kr. om året.

Ny energimærkning: Vær opmærksom på, at pr. 1. marts 2021 trådte en ny energimærkning i kraft, som omfatter flere hvidevareprodukter. Få overblikket over, hvad det betyder for dig, næste gang du vælger hvidevarer. Læs med her


Kilder:

Energistyrelsen, SparEnergi, Videncentret Bolius, NRGI